fik.JPG

FREDERIKSSUND IK HENTEDE SEN UAFGJORT MOD SOLRØD

Efter en vanskelig periode havde FIK fået vendt bøtten i de seneste kampe, hvor man bl.a. senest vandt med 4-1 på udebane mod Herstedøster IC.

Dagens hjemmekamp mod Solrød FC, der indtil i dag kun havde hentet én sejr i sæsonen, bar derfor præg af optimisme - og både spillere og publikum forventede en seværdig kamp, hvor FIK med en sejr kunne udbygge afstanden til bunden af rækken, og fremadrettet betragte sig selv som en del af 'midten' i Danmarksserien.

Men Solrød FC ville det anderledes, og selvom det var FIK som startede kampen mest aggressivt og bl.a. havde en stribe halvfarlige indlæg fra begyndelsen, så var Solrøds mål aldrig rigtigt truet.

Som kampen tog form begyndte gæsterne derimod at få bedre fat på spillet, især fordi FIKs midtbane ikke fik ordentligt fat, og pasningsspillet var bedre hos gæsterne end de gul/blå værter.

Efter et kvarter kom Solrød FC så foran med 1-0. På en og samme tid var målet både bekymrende pga. FIKs passivitet, men også imponerende fra Gabriel Johansen, der fra venstresiden driblede på tværs og igennem FIKs defensiv, hvorefter han køligt løftede bolden over Christian Solhøj i FIK-målet.

Det var et skuffende mål at inkassere for FIK, og desværre starten på en periode i kampen, hvor det hele lidt løb ud i sandet for Frederikssunderne. Det virkede hverken godt over kanterne som i starten, og indover midten var det mere op til de offensive spillere på egen hånd at skabe noget - og det blev ved tilløbene til chancer.

Derfor var det også helt logisk, at Solrød FC nok ville slå til igen. Først lige efter målet, hvor et hjørnespark blev snittet ved forreste stolpe, men lige sneg sig uden om FIK-målet. 
Omkring den halve time måtte Christian Solhøj så redde på en friløber, hvorefter der afsluttet fra distancen - men gudskelov blev bolden clearet inde omkring målstregen.

Men efter 37 minuttet var heldet ikke med FIK. Et smart, men vistnok afrettet skud fra en spids vinkel i venstre side af straffesparksfeltet sejlede over FIK-målmanden og ind til 2-0 til gæsterne. Målscorer var Gustav Stentoft, som var startet på bænken, men blevet skiftet tidligt ind for en skadet Solrød-spiller.

Der blev talt med store bogstaver i pausen hos Frederikssund. De fleste på Kalvøen kunne vist fornemme - og forstod - den klare besked, som FIK-træner Martin S. Hilstrup sendte til sit hold i pausen; nemlig at de var bedre end hvad de havde præsteret i 1. halvleg.

Og de kom også markant bedre ud efter pausen. Pasningerne var hurtigere og mere præcise, nærkampene sad FIK bedre på - og Solrøds evne til at holde i bolden forsvandt, fordi FIKs pres sad bedre.

Men målene udeblev, selvom både Rasmus Gasberg prøvede med højre og venstre. Den ene gang fik Solrøds målmand klaret den, og i anden omgang gik skuddet forbi. Selv da Deniz Ates fik driblet sig uden om sin markør og målmanden, da var vinklen for spids til at kunne score, så forsøget gik ud til målspark.

Og som tiden gik blev gæsterne mere komfortable, og med et kvarter igen var det fortsat 0-2. Men så kom Adam Kielsgaard på banen, og det skulle vise sig at være en fornuftig disposition.

Med cirka ti minutter tilbage af opgøret blev bolden spillet ind fra FIKs højre side, og med en pragtfuld flugter fik den indskiftede Kielsgaard kanoneret bolden op i net-taget uden chance for gæsternes målmand til 1-2.

Det fik for alvor vækket både hjemmeholdets og tilskuernes gnist - og herfra var det igen spil til ét mål.

Der var næsten en håndfuld farlige situationer mod slutningen, men det lignede et nederlag lige indtil det 94. minut, hvor et hjørnespark blev dirigeret i kassen af Mathias Sand Kristensen, der fik godt med kraft på sit hovedstød - og denne gang var forløsningen til at få øje på.

 

FIK havde undgået et nederlag, som det ellers havde lignet det meste af kampen. Faktisk var det lige før - i kampens absolut døende sekunder - at FIK havde nuppet alle tre point, men det havde næsten også været for ondt ved Solrød FC, der spillede bedre end både deres placering og pointhøst ellers viser.

Med det uafgjorte resultat har FIK 12 point for ni kampe, og er placeret på 6. pladsen i rækken, der består af ti hold.

Næste kamp er mod rækkens bundhold, Union, som FIK besejrede i sæsonpremieren med 3-0.

Halvdelen af turneringen er færdigspillet, og Union har fortsat sin første sejr til gode. Forhåbentlig sker det heller ikke i den kommende weekend, når FIK gæster Genforeningspladsen. Kampen spilles lørdag d. 9. oktober kl. 12.00.