fik.JPG

SEJR OVER TOPHOLDET:
ISHØJ IF - FIK 2-3

Trods afbud fra en lille håndfuld af sædvanlige spillere i førsteholdstruppen, så lykkedes det for de gul/blå fra Frederikssund at sikre tre flotte point i premieren på udebane mod rækkens tophold, Ishøj IF.

Kampen var kun et lille kvarter gammel, da kampens dramatiske højdepunkt fandt sted; Christian Helev opsnappede en dårlig tilbagelægning, og alene med Ishøjs målmand Malik Sharfo blev han nedlagt. Det kostede Sharfo et direkte rødt kort, og det betød faktisk også, at Ishøjs Christian Offenberg måtte på mål, da Ishøj IF var uden sin sædvanlige reservemålmand.
FIK var ikke sene til at udnytte overtallet. Blot et par minutter senere bragte Asger D. Hemmingsen nemlig gæsterne foran med 1-0 på oplæg fra Christian Krogh. Det gav dog ikke FIK meget mere ro på spillet og man befandt sig ikke så godt, som man skulle tro et overtal dikterede - og hjemmeholdet var især farlige, når de et par gange fik erobret bolden og kunne skabe kontrachancer.
Det gjorde Ishøj IF desværre også kort før pausen, hvor Mohamed Azaquoun udlignede til 1-1 efter fint sammenspil med Ricki Olsen.

Det var tydeligt, at kodeordet i pausesnakken hos FIK havde været tålmodighed. Holdet fik bedre styr på det, brugte hele banen og fik trukket Ishøj IF ud flere gange, så der blev plads til at kombinere.
Efter 20 minutters spil i 2. halvleg blev endnu en fejl af Ishøj straffet, da Nicolai Jægergaard scorede til 2-1 efter kombinationer med Deniz Ates. Syv minutter senere blev kampen så reelt afgjort, da Jægergaard blev dobbelt målscorer og gjorde det til 3-1.

Der nåede at komme et minimum af spænding i de sidste ti afgørende minutter, efter at Daniel G. Stückler fik reduceret til 2-3 for Ishøj IF omkring det 80. minut.

Gudskelov kom der ikke flere chancer til hjemmeholdet, og FIK kunne fortjent inkassere tre lidt uventede point, men solid udnyttelse af kampens tidlige røde kort var afgørende.
Sejren betyder, at FIK faktisk har placeret sig på fjerdepladsen i rækken, hvor tre hold lidt har skilt sig ud i toppen, hvorefter FIK netop nu er 'best of the rest'. Det tyder da også på, at en forårssæson med mere stabilitet og en placering så langt væk som muligt fra nedrykningspladserne er både realistisk og må være målet fremadrettet.

Med en fornem præstation som denne, tillagt en del afbud, så er der grund til optimisme før forårets næste kamp på udebane mod Greve, der er Ishøjs tætteste forfølger på andenpladsen. I efteråret spillede FIK 1-1 på hjemmebane mod Greve, og vi krydser fingre for, at Martin Hilstrups tropper kan drille endnu et tophold. Denne kamp spilles 2. april kl. 13.00 ved Greve Idræts Center.
 

Første hjemmekamp på Frederikssund stadion i dette forår er lørdag d. 9. april kl. 13.00, hvor Herstedøster IC kigger forbi Kalvøen.