top of page
fik2.JPG

FIK SEJREDE I TOPKAMPEN

Frederikssund IK er i den grad nu at regne som førsteudfordrer til Avarta i Danmarksseriens pulje 2 efter lørdagens udekamp mod selvsamme.

 

På udebane på Tømrermester Jim Jensens Park mødtes rækkens to dygtigste hold i en hæsblæsende, intens og spændende topkamp og udfaldet af denne betyder nu, at begge holdene er parat til oprykningsspillet til 3.division.
Men sejren på 3-2 til FIK betyder faktisk også, at det nu er vidtåbent hvem der løber med rækkens førsteplads og værdifulde tre point til puljen om oprykning.

 

Da de to mødtes i Frederikssund tidligere på efteråret, da vandt Avarta knebent med 1-0 i en lidt låst og chancefattig affære - det modsatte var tilfældet lørdag eftermiddag, hvor en hel busfuld af fans fra FIK var kørt med for at heppe på Todi Jønssons udvalgte.

De blev ikke skuffet, selvom 1. halvleg lidt lignede den første kamp i Frederikssund, men gudskelov var det denne gang de gul/blå, der først fik bolden i kassen efter 38 minutter - endda et relativt sjældent mål af Patrick Dahm Nielsen, og så gik  FIK til pause med en føring.

 

I 2. halvleg var der dog fart over feltet. Men da Mehdi Djemai scorede for anden kamp i træk og gjorde det til 2-0 halvvejs gennem halvlegen, så troede man, at sejren var hjemme.

Men Avarta skal aldrig afskrives, og det viste de igen i kampen, hvor de efter 84 minutter fik nyt liv ind i opgøret, da Rasmus Thomsen reducerede til 1-2.
Og netop som kampen var gået ind i overtiden kom så målet til 2-2, der for alvor fik jublen til at bryde løs blandt Avartaspillere og tilskuere. August Frandsen udlignede og det lignede afgørelsen på rækken med Avarta på førstepladsen foran FIK.

Sådan kan det stadig godt ske at ende, men i kampens dybe overtid (93.minut) fik Frederikssunds største profil igen lov at være afgørende i sæsonens vigtigste kamp - Deniz Ates scorede til 3-2 for gæsterne og med den scoring er alt på spil for begge hold i de sidste to runder, selvom begge nu er sikret deltagelse i oprykningsspillet efter jul.

 

For FIK resterer en hjemmekamp mod Næstved IF på lørdag d. 19. november kl. 13.00, hvortil der som altid er gratis adgang.

I efterårssæsonens sidste og afgørende kamp spiller Frederikssund ude mod Ledøje-Smørum, der de sidste par uger har misset en ellers lovende position i forhold til at presse Frederikssund IK for 2.pladsen i rækken.

bottom of page