fik2.JPG

FIK SEJREDE TRODS SVÆR START - 3-1 vs. VB1968

Der var ikke det, som ikke spillede, da Frederikssund IK bød den nye cheftræner Todi Jønsson velkommen på hans nye hjemmebane. Mange tilskuere var mødt op til sæsonens første kamp på Kalvøen, vejret var strålende og Frederikssund-spillerne leverede en flot kamp, da først de havde børstet de første nerver af sig og inkasseret et mål.

For det var det 'stjernespækkede' gæstende hold fra VB1968, der kom bedst fra start. Spillemæssigt virkede de mere klar fra start end FIK, der - hvis det var bevidst - overlod en stor del af boldbesiddelsen til gæsterne.

VB1968 havde Stephan Andersen (tidl. FCK og Brøndby/ 30 A-landskampe) i målet, Martin Albrechtsen (tidl. FCK og Brøndby/ 4 A-landskampe) som forsvarskrumtap og bl.a. Kim Aabech (tidl. Lyngby, FCN, Horsens og AGF/ 171 Superligakampe) oppe foran.

Men det var ingen af de 'store navne', som skulle komme i vælten først, men det var meget logisk VB1968, der kom foran på et tidspunkt, hvor man var lidt bekymret for, om hjemmeholdet for alvor kunne kæmpe sig ud af gæsternes styring.
Men som det indimellem sker, så var det faktisk åbningsmålet af Victor Andersen efter et lille kvarters spil, hvor han fik bolden i feltet, fik vristet sig fri af sin markør og afsluttet mellem benene på FIK-målmand Christian Solhøj, der fik sat gang i FIK - for fra det øjeblik var det som om, at man spillede mere frit, mere aggressivt og med mere selvtillid.

 

Der skulle blot gå fire minutter fra VBs føringsmål til FIKs helt store angrebsprofil, Deniz Ates, nærmest på egen hånd fik udlignet. Han modtog bolden midt på banen og satte i et udfordrende løb, gik forbi et par forsvarsspillere og med ventre fik afsluttet, så bolden lige akkurat gik ind under Stephan Andersen. Det mål gjorde kun FIK bedre og udeholdets dominans var forduftet...

 

Der skulle blot yderligere en håndfuld minutter før Ates var på spil igen. Denne gang med bolden ude i venstre side, hvor han trak ind i banen, og i det rette øjeblik serverede bolden på kanten af feltet for Rasmus Gasberg, der tyrede bolden ind til 2-1 uden chance for gæsternes målmand.

Det var fuldt fortjent, og der var flere chancer i 1. halvleg, men der kom ikke flere mål.

 

Efter pausen lignede det starten af kampen - VB1968 sad på spillet og pressede Frederikssund. I et par omgange kom det også til nogle chancer, men faktisk var det FIK, der var tættest på at score, da et frispark blev headet på stolpen efter en god times spil.

Som halvlegen gik mistede gæsterne deres fart - og også lidt deres humør i perioder.

Afgørelsen kom reelt efter 73 minutter, da Deniz Ates for anden kamp i træk blev dobbelt målscorer. Igen kom han i løb med bolden mod en forsvarsspiller, trak venstre om og afsluttede mellem benene på målmanden. 3-1 lignede afgørelsen, og selvom der var nogle tilløb til chancer mod slutningen, så afviste et stærkt spillende FIK-forsvar alt hvad der kom imod dem.

 

Nu har Frederikssund IK så seks point i toppen af DS pulje 2 sammen med Avarta.

Næste kamp er en udekamp mod Herlev IF på onsdag aften d. 17. august kl. 19.00.
Næste hjemmekamp er allerede om en uge, på lørdag d. 20. august kl. 13.00, hvor Slagelse B&I gæster Frederikssund stadion.