FIK SNUBLEDE I SIDSTE MINUT MOD GREVE

Frederikssund IK spillede søndag eftermiddag hjemmekamp i Danmarksserien, da Greve gæstede Kalvøen. Hjemmeholdet havde fået en lovende start på sæsonen, men måtte senest se sig slået med 4-0 af Union. Kampen mod Greve skulle derfor rette op på den seneste kamps skuffende resultat – og da Greve før dagens kamp var sidst i rækken, var der da også grund til optimisme.

 

Beklageligvis startede gæsterne bedst, og efter blot syv minutter kunne Mitchell T. Pedersen så bringe Greve på 1-0. Desværre var der generelt ikke meget fra 1. halvleg, som lovede bod og bedring for FIK. Hjemmeholdet virkede nervøst og kun få angreb blev skabt, hvor man truede gæsternes mål. Havde Mitchell T. Pedersen været skarp kunne Greve også være kommet på 2-0, men FIK-forsvaret fik i et par situationer afværget fint. FIKs bedste chance i første halvleg faldt til sidste sæsons målsluger Christian Helev, som desværre overplacerede sin afslutning, der strøg forbi stolpen.

 

I 2. halvleg havde Martin S. Hilstrup fået indstillet sine tropper bedre, og man startede overbevisende og aggressivt. Efter 53 minutter fik et indlæg fra Christian Jørgensen lov til at passere og endte hos Deniz Ates, der ikke tøvede med at udligne til 1-1 til stor glæde for tilskuere og holdkammeraterne. Det gav FIK et enormt rygstød og Greve havde svært ved at få spillet at hænge sammen, og havde nok at gøre med at forsvare. Deniz Ates var først lige gået i gang, og blot 7 minutter senere får FIK sat et opspil dybt i venstre side af banen. Greve forsvaret bliver tvunget baglæns i eget felt, og så kan Esajas la Cour spille den på tværs foran feltet til Christian Helev, der uselvisk sender den videre til en helt fri Deniz Ates, og så kunne han fornemt sende den i nettet til 2-1.

 

Både den indskiftede Frederik Sommer og Deniz Ates derefter fine chancer til at udbygge føringen og sikre sejren, men et par ærgerlige afslutninger og et skud på træværket var alt, hvad det blev til. Retfærdigvis skal det siges, at også Greve ramte stolpen mod slutningen, og i en situation i det 91. minut, hvor FIK igen-igen havde misbrugt en pæn chance løb gæsterne i et kontrastød, hvor FIK-målmand Joaquin Martinez flot fik reddet, men intet kunne stille op på riposten, som Adem Kücükkartel sparkede ind til 2-2.

 

Skuffende resultat i en kamp, hvor FIK gradvist spillede sig op og var både kreative og velspillende 2. halvleg. Desværre fik hjemmeholdet ikke det udbytte, som man havde håbet på. Det uafgjorte resultat bringer FIK på ti point for seks kampe – og en placering som nummer fem. I den kommende spillerunde skal Frederikssund IK en tur til Karlslunde IF. Kampen spilles lørdag d. 14. september kl. 13.00 på Karlslunde Stadion.

Skrevet d. 8. September 2019 af Niki Bagge.

Facebook Logo.png
Instagram Logo.png

© 2018 FREDERIKSSUND IDRÆSTKLUB     KALVØVEJ 9, 3600 FREDERIKSSUND     00 00 00 00     FIK@SPORT.DK