FIK SNYDT TIL ALLERSIDST

Trods en mand i overtal i slutfasen blev FIK alligevel snydt til sidst og tabte 1-2 i Karlslunde.

Frederikssund IK kom med selvtillid til kampen på Karlslunde stadion efter to sejre i træk, men topholdet i Danmarksseriens pulje 1 trak sig desværre sejrrigt ud af opgøret.

Det startede med, at hjemmeholdet kom foran 1-0 ved Mark Moesgaard efter et kvarters tid, men FIK lod sig ikke slå ud så let.
Ti minutter senere fik gæsterne så udlignet til 1-1 ved et kanon mål af Christian Helev, der således var tilbage som målscorer, efter i sidste uge at have nøjes med at assistere sine holdkammerater til scoringer.


Det var tydeligt, at FIK havde store chancer for at komme foran, men bolden ville ikke ind. FIK sad på det meste af spillet og Karlslunde levede af nogle kontra. Kampen var underholdende til trods for, at der ikke kom flere mål før pausen.

Kort ind i 2. halvleg fik Karlslundes Emil Moestrup et gult kort, og det skulle blive vigtigt senere, da han en halv times tid senere - i det 79. minut - fik endnu en advarsel. Derved fik FIK et lille kvarter i overtal, hvor Martin Hilstrups tropper også søgte en afgørelse og dermed tredje sejr på stribe. FIK pressede på i hele kampen, og chancerne blev da også større og større. Det er vel ikke løgn, hvis man giver FIK 4-5 kæmpe chancer, som normalt burde have givet mål. 

Men desværre gik det modsat: to minutter inde i dommerens overtid blev Mathias Lang Andersen matchvinder, da han efter en hjørne kommer først på bolden og går i mål. Kampen ender med en 2-1-sejr og de tre point til Karlslunde. Det til trods for, at FIK havde leveret en rigtig flot indsats og burde have fået points med hjem til Kalvøen. Det er nogle gange dyrt ikke at score på de mange chancer, og tror vi tæller 3-4 skyd på mål, fra Karlslunde, så burde FIK mandskabet have fået point med hjem fra den kamp. 

Med nederlaget er FIK fortsat placeret midt i en tæt tabel på 9. pladsen, mens Karlslunde IF nu på rækkens førsteplads har fire points ned til nærmeste forfølger. Karlslunde IF er noteret for 19 points i otte kampe, mens FIK har ti points efter syv kampe. Så intet er fortsat afgjort i en række, hvor ingen sejre kommer let og ingen kampe virker afgjort på forhånd. 

FIKs næste opgave i Danmarksserien er hjemme på Kalvøen på lørdag d. 17. oktober kl. 13.00, hvor Tårnby FF kigger forbi. Tårnby FF er øjeblikkeligt nr. ni i rækken, og har endnu ikke sejret på fremmed græs i sæsonen. Så forhåbentlig kan FIK fastholde det gode spil og momentum på hjemmebane, hvor man endnu ikke har tabt og hvor holdet i de seneste to kampe tilsammen har scoret hele ni mål!

FØLG OS LIGE HER

  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle

KALVØVEJ 9   3600 FREDERIKSSUND

© 2018 FREDERIKSSUND IDRÆSTKLUB