top of page

Frederikssund IK 3-1 VB 1968: Oprykningsspillet er sikret for Frederikssund IK Optakt til topkamp mandag: Glostrup-FIK

Det er en travl start på forårssæsonen for Frederikssund. Efter nederlaget til BK Skjold fik man revanche med en 3-1-sejr Skærtorsdag over VB1968. Nu venter et vaskeægte topbrag på mandag, 2. påskedag, i Glostrup.


Oprykningsspil til 3. division. For anden sæson på stribe har Frederikssund IK sikret sig mulighed for at spille om oprykning.

Det blev sikret, da VB1968 Skærtorsdag blev besejret med 3-1 på Kalvøen i en kamp, som unødvendigt blev spændende i 2. halvleg.

Inden da havde FIK domineret og scoret to gange pausen - begge mål signeret af Deniz Ates. Første mål kom efter 20 minutter, og da det blev 2-0 kort før pausen, så var der ikke meget, der lignede point til gæsterne.

Men halvvejs gennem 2. halvleg fik Tobias Nikoui reduceret og et øjeblik blev det hele lidt nervøst.

Kampen blev først for alvor afgjort, da den netop indskiftede Oliver Baladi scorede til 3-1 i kampens overtid. Eneste minus var en alvorlig skade til Adam Kielsgaard, der næppe spiller mere før sommerferien.


De tre point placerer Martin Hilstrups tropper solidt på rækkens andenplads - fem point efter topholdet Glostrup - og fem point foran forfølgeren på tredjepladsen, Karlslunde IF.


På mandag, 2.påskedag kl. 13.00, skrives så næste kapitel - og det er forårets højdepunkt hidtil.

Her tager Frederikssund IK nemlig på besøg i Glostrup Idrætspark. Med tanke på, at alle ti hold i oprykningsspillet tager deres point med over, så er det absolut nødvendigt, at FIK får noget med sig hjem.

Ellers risikerer man at komme så langt efter Glostrup og et par af de andre hold, at det kræver et næsten perfekt forår, hvis man skal gøre sig håb om at kunne kalde sig divisionshold efter sommerferien.


Tilbage i slutningen af september besøgte Glostrup Frederikssund stadion, og tog alle tre point i en meget lige og intens affære, som sluttede 2-1 til topholdet.


Efter kampen på mandag resterer kun en enkelt kamp i grundspillet for Frederikssund IK, inden oprykningsspillet begynder.

Det er en hjemmekamp mod Slagelse B&I.

Dem slog FIK sikkert med 3-0 på udebane tilbage i oktober, men der vil være brug for al den opbakning, som kan skaffes, når grundspillet afsluttes på Kalvøen på lørdag d. 6. april. Kampen sparkes i gang kl. 14.00 - og der er som altid gratis adgang.

.




bottom of page