Menu

Avarta 4 - 0 Frederikssund IK : Hård start på DS

image Fredag aften blev en hård en af slagsen for FIK, som tabte 0-4 til Avarta.
Niki Hou Bagge
09. august 2025 kl. 08:37
Det blev ikke den ønskede premiere på den nye DS 2025/26 for de nye ansigter.

Ud fra kampen fredag aften ligner det desværre, at FIKs nye cheftræner Azad Corlu får ret i sin forudsigelse om, at Avarta formentlig kommer til at hænge ud i toppen.

Der var i hvert fald meget, der tyder på, at det også er sådan Avarta selv ser på den kommende sæson.

Til aftenens premiere var der to debutanter i startopstillingen for Frederikssund IK, udover Corlu selv på sidelinjen selvfølgelig.

Hverken på banen eller på sidelinjen kunne de nye dog gøre ret meget fra eller til.
Mickey Olsen, den ene af debutanterne, spillede fra start som en del af et tremandsforsvar, mens Barzan Erpolat dannede frontduo med Magnus Cummings. Senere kom yderligere et nyt ansigt, William Fischer, også på banen - men det blev en aften til glemmebogen for FIK-holdet rent resultatmæssigt.

Kampen forløb ellers roligt fra start, holdene så hinanden an, men det var som om, at Avarta skruede op for tempo og intensitet undervejs - og efter en lille halv time gjorde Manneh det til 1-0 for hjemmeholdet.

Og netop som Frederikssund lidt havde fundet sig selv og var på vej til pause med en god følelse i kroppen, så blev håbet forværret med Nicklas Andreasens mål til 2-0 til Avarta i 44. minut.

Det var et hårdt slag for gæsterne, som i pausen indskiftede Patrick Dahm og Ruben Pedersen, og kampen balancerede fint i den indledende fase af anden halvleg. Efter 65 minutter blev der rokeret yderligere, da både Hugo Strandstoft og Rasmus Gasberg kom på banen, men nøjagtig som i første halvleg, så var det Avarta, der kom første på tavlen.

Aleksandar Lazarevic afgjorde kampen med knap tyve minutter tilbage med sit mål til 3-0, inden han straks efter lod sig udskifte. Indskifteren, Mikkel Ottesen, brugte ikke mange minutter på selv at gøre sig til målscorer, da han med 13 minutter tilbage gjorde det til slutresultatet 4-0 til Avarta, som dermed naturligt topper rækken i skrivende stund. 

Forhåbentlig kan FIK-holdet finde sig selv og få arbejdet og udviklet endnu mere på relationer og opbygget selvtilliden til på fredag, hvor sæsonens første hjemmekamp spilles på Kalvøen. Der er kampstart kl. 18.30 - og modstanderen er Glostrup.

Luk