Menu

Fredensborg BI 3 - 1 Frederikssund IK

image Foto: Arkiv
03. maj 2025 kl. 09:24
Det blev en hård aften i Fredensborg, da FIK tabte for fjerde gang i træk.

Det trækker op til en spændende afslutning på foråret 2025 for Frederikssund IKs hold i Danmarksserien. Desværre er det spændende på den forkerte måde, da man midt i en resultatmæssig vanskelig tid nærmer sig de pladser, som udløser en nedrykning til Sjællandsserien på den anden side af sommerferien.

Der er dog egentlig både tid, kampe og point nok til at få det scenarie på behørig afstand, men det kræver, at holdet laver en u-vending i forhold til resultater.
Fire kampe i kval-spillet har givet fire nederlag - så det er tid til at få point på kontoen herfra.

Kampen i Fredensborg viste igen-igen, at FIK spiller pænt op med de andre, men inde i målfelterne, hvor kampene afgøres - der mangler man lidt kynisme, skarphed og held.

Allerede i første halvleg kom FIK bagud 0-2 på to mål, som faldt med blot tre minutters mellemrum. Omkring den halve time gjorde Oliver Asmussen det først til 1-0 for hjemmeholdet, og siden udnyttede Luca de Biase et fornemt oplæg fra Mathias Johnsen.

2. halvleg var derfor igen for Frederikssund IK en kamp op ad bakke. Trods to udskiftninger i pausen og flere ihærdige forsøg på at få overtaget i kampen, så blev håbet slukket efter 55 minutter, da Luca de Biase scorede sit andet mål i opgøret til 3-0.

Indskiftede Magnus C. Rasmussen fik i 82. minut reduceret til 1-3, men derved blev det også.
Frederikssund IK har altså scoret i alle deres kampe i kval-spillet, men når modstanderne scorer mindst to gange hver gang - så kræver det noget ekstraordinært at knibe pointene hjem.

Med resultatet forbliver FIK på 24 point på 4. pladsen, men Herlev IF kan rykke forbi, hvis de får point mod topholdet Hvidovre IF i løbet af weekenden.
GVI melder sig nu også ind i kampen om overlevelse, da de står med 21 point - og dermed kan udligne FIKs pointantal, hvis de slår Næstved.

Holdene på pladserne fra 1-4 er sikret overlevelse i DS, men holdene nedenfor risikerer nedrykning. Antallet af nedrykkere er afhængig af antallet af øst-nedrykkere fra 3.division.
Formentlig er 5. pladsen også nok til overlevelse, men det kan man ikke vide, før 3. division er færdigspillet.

3. 28 point 21 kampe Greve
4. 24 point 22 kampe FIK
--------------------
5. 24 point 21 kampe Herlev IF
6. 21 point 21 kampe GVI
7. 17 point 21 kampe Næstved IF

Næste kamp for Daniel Hørlyk Sehested og hans mandskab er på lørdag d. 10. maj kl. 13.00.
Det er på hjemmebane imod Greve, som har vundet deres to seneste kampe overbevisende.

Luk