Frederikssund IK 2 - 1 Espergærde IF - så kom den første sejr!

En vellykket indskiftning afgjorde kampen til FIKs fordel, da der var fredagsbold på Frederikssund stadion forleden.
En første halvleg, som Azad Corlus mandskab dominerede stort, kastede kun en smal 1-0 føring af sig, og så udeholdet til efter en time med en udligning, som pressede hjemmeholdet.
Gudskelov fik FIK taget føringen igen med cirka tyve minutter tilbage - og så kunne de gul/blå FIK-spillere fortjent nyde sejren, som var sæsonens første og som der i den grad var brug for.
Mest af alt for at man ikke spiller sig for langt bagud i en række, der er tæt, men hvor der efter 18 kampe udskilles de bedste fem hold fra de fem svageste.
Kampen fredag aften virkede i første halvleg som en, som Frederikssund IK havde fast greb om, og det var da heller ingen overraskelse, at det var hjemmeholdet, som efter en god indledning på kampen først på kom på måltavlen.
Et hjørnespark fra venstre side blev sparket til bagerste stolpe, og Espergærdes målmand gik galt af bolden, og så kunne Daniel La Cour Hacke med hovedet pande FIK foran med 1-0.
Den føring virkede for lille, da holdene gik til pause, for hjemmeholdet var dominerende, men det var ikke fordi, at chancerne stod i kø.
Espergærde IF byttede to mand i pausen, og fik efter pausen også mere at sige på midten, selvom man sad med forventningen om, at det ville blive 2-0 til hjemmeholdet på et tidspunkt og så ville den kamp være afgjort.
Men efter en lille times spil gjorde gæsterne så alvor af deres bedre momentum, da Valdemar Licht-Larsen gjorde det til 1-1, og tilskuerne på Kalvøen måtte sande, at deres holds ellers udmærkede præstation pludselig igen så ud til at kunne afstedkomme andet end en sejr.
I den seneste hjemmekamp fik et sent straffespark jo sendt sejren til Glostrup, men det var FIK-spillerne denne aften indstillet på ikke skulle gentage sig.
Efter 69 minutters spil blev Mikkel Jartoft bragt i spil, og det skulle vise sig en rigtig god disposition, for blot et par minutter senere kunne han score det forløsende mål til 2-1, som også skulle vise sig at være kampens afgørende mål.
Gæsterne forsøgte sig med et par udskiftninger at skabe ny spænding, men FIK lukkede godt af og styrede sejren relativt sikkert hjem.
Derved er de første point og den første sejr en realitet, og man er kommet på tavlen i en række, hvor der formentlig bliver tæt løb om pladserne, der fordeles med fem hold i oprykningsspil til 3. division og fem hold i et nedrykningsspil til Sjællandsserien til foråret.
Næste kamp for Frederikssund IK er på udebane på Såby stadion lørdag d. 6. september kl. 12.00 mod Såby Fodbold.
Næste hjemmekamp spilles lørdag d. 13. september kl. 13.00, hvor det er Næstved IF, som besøger Kalvøen.