Menu

GVI 2 - 1 FREDERIKSSUND IK : Tidlig føring var desværre ikke nok til point

image Foto: Arkiv
Niki Hou Bagge
20. april 2025 kl. 11:29
FIK kom ellers tidligt foran 1-0 i GVI, men inden pausen var kampen vendt på hovedet, og det endte med et 1-2 nederlag.

 

Danmarksseriens kvalifikationsspil er ikke begyndt, som Frederikssund IK havde håbet på.
Med det skuffende nederlag på hjemmebane mod Nykøbing FC i sidste weekend, så var hensigten at komme tilbage på det rigtige spor i gårsdagens udekamp i GVI.

Og kampen fik egentlig den start, som Daniel Hørlyk Sehested havde håbet på, da hans mandskab startede godt, og allerede efter 13 minutter kom på 1-0 ved Mehdi Djemai.
Mehdi Djemai var en af to nye i startopstillingen sammen med Patrick Dahm, og de erstattede Ruben Pedersen og Mikkel Steenstrup fra sidste lørdags kamp.
Det var tilsyneladende helt rigtigt set af cheftræner Sehested at have Djemai med fra start - og han kvitterede således med sit første mål for FIK i 2025.

Desværre lykkedes det allerede inden pausen for hjemmeholdet GVI først at få udlignet ved ved Allan Nino i 23. minut - og netop som FIK havde håbet på at gå til pause med 1-1, så dukkede Allan Nino op igen og gjorde det kort før pausen til 2-1 til hjemmeholdet.
Det er anden uge i træk, at GVI vinder i kval-spillet, og faktisk var de også tidligt bagud i sidste uge, så de er nærmest vant til at skulle overkomme et tidligt mål.

Og det gjorde de desværre også effektivt lørdag eftermiddag, for 2. halvleg bragte ingen scoringer, selvom der var nogle pæne muligheder og kampen også intensiverede med bl.a. fem gule kort.
Så selvom FIK smed både Adam Ullitz, Ruben Pedersen, Mikkel Steenstrup og Amirhossein Chadeganipour på banen - så udeblev udbyttet.

To kampe er spillet, med nul point til følge. Det ligger naturligvis en del pres på FIK, der skal forsøge at sikre en placering i top-4 i rækken for med sikkerhed at undgå nedrykning. Formentligt er en 5. plads også til at leve med, men det kan man ikke vide sig sikker på.

Frederikssund IK er lige nu placeret netop på 4. pladsen, men afstanden både opad og nedad er inden for en enkelt kamps rækkevidde. 5.- og 6.pladsen presser på nedefra, men holdene fra nr. 7 og ned ligner trods alt, at de er for langt væk endnu til at udgøre en trussel.

2. 26 point Fredensborg BI
3. 25 point Greve
4. 24 point Frederikssund IK
-----
5. 21 point GVI
6. 21 point Herlev IF
7. 16 point Karlslunde IF

I den kommende weekend er det virkelig alvor for FIK, da de på hjemmebane møder rækkens nr. 6 Herlev IF, som altså kan komme på omgangshøjde med FIK med en sejr, mens en sejr til Frederikssund vil fordoble afstanden mellem de to hold. GVI skal samtidig på udebane møde rækkens tophold, Hvidovre IF, så der er for alvor mulighed for at sikre sig et fint afsæt til resten af kval-spillet, hvis de gul/blå endelig kan få tre point i deres 7. forsøg i 2025 (0 sejre, 1 uafgjort, 5 nederlag hidtil).

Der er som altid gratis adgang, og kampen spilles på Kalvøen lørdag d. 26. april kl. 13.00.

Luk