Karlslunde IF 1 - 3 Frederikssund IK
VINTERPAUSEN ER TÆT PÅ - OG UDESEJR SIKRER STOR AFSTAND TIL 6.PLADSEN
Med lørdagens fornemme sejr på HOMEPARK i Karlslunde, så resterer der for FIKs Danmarksseriehold blot en enkelt kamp, før man går på vinterpause.
Og de tre point har sikret Frederikssund IK en afstand på hele otte point ned til 6. pladsen, som man ihærdigt forsøger at holde sig fra.
Med en fornuftig indsats i efterårets sidste kamp - på lørdag hjemme mod Ringsted IF - så kan man endda med rette melde sig ind i kampe om topplaceringerne frem mod afslutningen på grundspillet.
Lørdagens kamp startede præcist som gæsterne havde håbet, nemlig med en Deniz Ates i topform, og der skulle ikke engang gå tre minutter, så var det 1-0 til Frederikssund - naturligvis med Ates i målscorerens rolle. Og som om det ikke var nok, så gentog han bedriften og gjorde sig selv til dobbelt målscorer denne eftermiddag i Karlslunde efter 39 minutter.
Før hans scoring nummer to havde hjemmeholdet dog rørt på sig og udlignet, da Rasmus Svendsen i 25. minut udnyttede Lucas Petersens oplæg. Så ved pausen var Thomas 'TNT's mandskab i front med 2-1.
2. halvleg blev en rodet og uskøn affære, og man skulle frem til kampens overtid, da Deniz Ates agerede oplægger til indskiftede Christoffer Brønd, som scorede til slutresultatet 3-1 til Frederikssund.
Stillingen i DS pulje 1 er nu som følger, hvor der mangler fem kampe af grundspillet:
3. 27 point Ringsted IF
4. 23 point Frederikssund IK
5. 19 point AB Tårnby
------
6. 15 point Hvidovre IF
7. 15 point Glostrup
Derfor er det også et opgør, der kan sende Frederikssund IK tilbage mod topplaceringerne, når den sidste kamp i 2024 spilles på lørdag d. 9. november kl 13.00 på Kalvøen.
Her venter nemlig Ringsted IF, der i weekenden skuffende kun spillede 1-1 hjemme mod rækkens absolutte bundhold B1908.
Frederikssund IK har også revanche til gode, da det omvendte opgør i Ringsted tidligere på efteråret sluttede med en stensikker 3-0-sejr til Ringsted.