Menu

Nykøbing FC 2 - 2 Frederikssund IK : Sejren forsvandt til allersidst

image Foto: Arkiv
19. maj 2025 kl. 15:12
FIK var på vej til tre stensikre point, men til slut hentede Nykøbing uafgjort med to sene scoringer.

Frederikssund IK spillede lørdag eftermiddag i Nykøbing, og det lignede længe en sejr til de gul/blå fra Kalvøen.
Faktisk er det lidt utroligt, at FIK ikke lige nu har placeret sig på tredjepladsen i kval-spillet med 30 point, men i slutminutterne forduftede to af disse.
Derfor har Daniel Hørlyk Sehesteds hold 'blot' 28 point på 5. pladsen - ét point efter både Herlev IF og Greve.
Frederikssund IK har tre point ned til GVI på 6. pladsen og så er afstanden fortsat solid til holdene herunder.

Kampen i Nykøbing stod der FIK på det meste af den indledende del af kampen, men vi skulle frem til 1.halvlegs sidste minut før Hugo Strandstoft fik ekspederet en bold over stregen til et af sine relativt sjældne mål for FIK.
Så var der ro på udeholdet, og Frederikssund fortsat med at kontrollere kampen fornuftigt efter pausen.
Og det lignede en slags afgørelse, da Mathias Bill efter en god times tid gjorde det til 2-0 for gæsterne efter et fint oplæg af Hugo Strandstoft, der således blev noteret for både mål og assist i kampen.

Frederikssund IK cruisede mod tre point og skiftede flittigt ud - men netop som sejren så ud til at være hjemme, så kom der grus i maskineriet.
Efter 88 minutter blev det nemlig 1-2 ved indskiftede Lars Pleidrup, der allerede i første halvleg havde erstattet en skadet Milas Schwensen.

Og det blev endnu værre et par minutter senere, da sejren smuldrede mellem hænderne på FIK-spillerne. Jonathan Iversen satte Noah Sekula op netop som uret sagde 90 minutter, og Charlie Petersen kunne ikke forhindre, at det blev 2-2.

FIK havde ikke flere udskiftninger og ikke flere tricks i tasken - og så måtte man tage til takke med ét point. Helt sikkert to point færre end alle havde forventet undervejs som anden halvleg skred frem - men forskellen på holdene i kval-rækken er ikke større, end at det altid er farligt at lukke de andre ind i kampe, som man ellers styrer og har under kontrol.

Nu skal der point på kontoen på lørdag d. 24. april, hvor FIK spiller hjemme på Kalvøen mod GVI. En sejr vil kunne sætte FIK relativt sikkert på kurs efter toppen, hvor en nedrykning ikke bliver aktuel - så det er klart at betragte som en nøglekamp.
Der er kick-off kl. 13.00.

Luk