OPTAKT: Frederikssund IK - Fredensborg BI

Svingende sæson nærmer sig sin afslutning
Det er gået lidt op og så lidt ned og så frem og tilbage igen. Sæsonen 2024/25 har været svingende, men ender dog med at kaste en ny sæson af sig i Danmarksserien, når vi kommer på den anden side af sommerferien. Lige nu indtager FIK tredjepladsen i tabellen - men selvom de sidste kampe ikke skulle kaste nok point af sig til at fastholde denne position, så vil det kræve mirakler, hvis FIK skal ende i nedrykningsfare.
Frederikssund IK møder i den sidste hjemmekamp i sæsonen et af topholdene i kval-spillet, Fredensborg BI, og Daniel Hørlyk Sehested og FIK-holdet søger efter revanche, da man tabte i Fredensborg med 1-3, da holdene mødtes sidst d. 2. maj.
Generelt har sæsonen bevæget sig lidt i ryk. De første fem kampe skiftevis tabte og vandt man i efteråret. Herefter fulgte en fin række af kampe, hvor man kun tabte én kamp af de følgende otte.
Men så indtraf en lang frustrerende stime på hele ni kampe uden sejr - heraf de sidste fem kampe i grundspillet, og så de fire første kampe af kval-spillet.
Men så har der været en fin lille opblomstring på det seneste, hvor man har taget otte point i fire kampe via to sejre og to uafgjorte.
Her på tærsklen til sommerferien, hvor FIK kun mangler fredagens hjemmekamp mod Fredensborg BI og så en udekamp til sidst hos Greve - da kan vi gøre lidt status:
Kampe: 26 (9 sejre, 5 uafgjorte, 12 nederlag)
Mål: 40-44 (hjemme 21-20, ude 19-24)
Clean sheets: 5 (4 hjemme, 1 ude)
Kampen spilles på fredag kl. 18.30 og der er som altid gratis adgang på Kalvøen, så vi krydser fingre for flot sommervejr og tre point til hjemmeholdet.