OPTAKT: Nykøbing FC - Frederikssund IK

I lørdags hentede Frederikssund IK en længe ventet sejr - og på lørdag skal den følges op på udebane, når turen går til Falster for at spille mod Nykøbing FC.
Sejren på 2-0 over Greve må have sparket noget selvtillid og momentum ind i FIK-spillerne, for der var tale om et af kval-spillets tophold. Nykøbing FC frister derimod en tilværelse i den tunge ende og er lige nu placeret næstsidst på 9.pladsen.
Frederikssund IK kan fortsat prale med at have scoret i alle deres kampe hidtil i kval-spillet, og forleden gav så endda et clean sheet - imponerende nok mod Greve, som har haft et af de farligste angreb, og som havde scoret mindst to mål i alle deres kampe og samlet 12 mål i de fire kampe før opgøret i Frederikssund.
Med Nykøbing FC er situationen lidt en anden; de har lukket mål ind i alle deres kampe - og led i lørdags et nederlag til bundrivalen fra B1908 (0-1).
FIK og Nykøbing FC mødtes tilbage i kval-spillets allerførste runde i Frederikssund, hvor det blev til en overraskende sejr til Nykøbing på 2-1. Det var en kamp, hvor begge hold kæmpede med at få spillet til at hænge sammen, og alle tre mål blev scoret i kampens sidste kvarter.
Med sejren over Greve må Daniel Hørlyks mandskab gå ind til kampen med fornyet optimisme og tro på tingene, for nu er 3. og 4.pladsen bestemt ikke længere væk end at det er realistisk for FIK at sikre sig en ny sæson i DS. Men det kræver formentlig point i en kamp som denne.
Frederikssund IK spiller deres næste kamp på hjemmebane på lørdag d. 24. maj kl. 13.00, hvor modstanderen er GVI, der netop nu er placeret på 6. pladsen.