top of page
fik.JPG

FREDERIKSSUND IK  1
BRØNSHØJ               0

Næsten 300 tilskuere - en del fra det gæstende hold - benyttede en flot og solrig lørdag eftermiddag på Kalvøen, hvor Frederikssund IK og Brønshøj krydsede klinger i et oprykningsspil, hvor ingen af dem rigtig endnu var i spil til 3. division efter sommerferien.
Det er derimod meget sandsynligt, at de to hold støder ind i hinanden igen til efteråret i Danmarksserien.
Frederikssund IK havde allerede udspillet deres muligheder før opgøret - og Brønshøj står tilbage med umulige kort efter lørdagens kamp, hvor de aldrig for alvor var i nærheden af sejren.

Nogle vil endda påstå, at Frederik Folkvardsen i FIKs mål ikke havde andet end et par indlæg og nogle lidt løse muligheder at tage sig af.

De par gange, hvor hjertet blev presset op i halsen på Frederikssund-fansene, og hvor Folkvardsen for alvor var presset - var ironisk nok i to omgange, hvor upræcise tilbagelægninger endte med at give Brønshøj deres vel nok to bedste muligheder for mål i kampen - men i begge omgange kom FIK-spillerne i vejen for en afslutning, og så nåede holdet tilbage, så der ikke  kom mere ud af det.

​

Frederikssund IK havde et par gode muligheder henover kampen - og den første gav faktisk mål. Nicolai Jægergaard fik bolden i midtercirklen og drev kort bolden frem inden han stak Noah Engell Christensen alene med gæsternes målmand, som ikke kunne forhindre en scoring i det korte hjørne. Noah Engell var målscorer - men han burde måske have scoret mere end det ene mål, da han midtvejs i 2. halvleg igen var alene med målmanden på kanten af straffesparksfeltet, men denne gang blev hans forsøg pareret.

Inden da havde Jægergaard selv i slutningen af 1. halvleg ramt overliggeren med en flugtning, der strøg i jorden og hoppede op på overliggeren - men derfra desværre over mål.

Holdene skiftede til at have lidt momentum - og FIK var ikke parat til at tage de store chancer, så det blev en lidt låst affære - men hele tiden havde man fornemmelse af, at hjemmeholdet havde styr på sagerne.

​

Faktisk var et af de øjeblikke, som man vil huske fra kampen blot sekunder inde i 2. halvleg, hvor en gruppe fans i gult (og det kunne jo være både fans af FIK og Brønshøj) insisterede på at knalde 8-10 konfettirør, kanonslag og røgbomber af.
Dommeren måtte indstille kampen i et par minutter, hvorefter kampen blev genoptaget.
I de efterfølgende minutter lød yderligere et par brag, dog så langt væk, at det ingen indflydelse fik på kampen.

​

På lørdag d. 3. juni spiller Todi Jønssons udvalgte kamp i Odder kl. 13.30 - og sæsonens sidste hjemmekamp spilles den efterfølgende lørdag d. 10. juni, hvor det er Marienlyst, som er udehold på Frederikssund stadion.

​



 

bottom of page