fik.JPG

DENIZ ATES PÅ MÅLTAVLEN, MEN IKKE NOK FOR FIK:
BRØNSHØJ - FIK 1-1

Mål, mål og mål.

Sådan har forårssæsonen lydt for FIK indtil videre, hvor det før lørdagens kamp i Brønshøj var blevet til 20 mål i seks kampe!

 

Lørdag tidlig eftermiddag i Tingbjerg Idrætspark var FIK så på jagt efter den femte sejr i træk i Danmarksserien, og selvom de to hold var placeret lige ved siden af hinanden i tabellen, så var FIK favorit med den flotte form og en sikker placering i top 5 i rækken - hele 13 point foran Brønshøj.

Afstanden mellem de to hold er den samme efter en kamp, som sluttede uden vinder: 1-1.

Frederikssund IK var svækket i den formstærke trio oppe foran, hvor kun Deniz Ates var at finde, og han havde i Christian Helevs og Nicolai Jægergaards fravær selskab af Rasmus von Bülow Gasberg i FIKs angreb.

Men i første halvleg var det så som så med højdepunkterne, selvom begge hold da spillede fremad og FIK havde nogle pæne muligheder, men ind bag Brønshøjs målmand kom bolden ikke.

Efter pausen startede hjemmeholdet stærkt og lagde pres på FIK - og det gav resultat efter 64 minutter, da Mathias Veltz bragte hjemmeholdet foran med 1-0. Det gav lidt panderynker hos FIK-træner Martin Hilstrup, da gæsterne ikke rigtig var kommet i gang efter pausen, og med en decimeret fronttrio, så gjaldt det om at få holdet til at reagere på den rigtige måde.

Men det lykkedes gudskelov med et par indskiftninger nogle minutter senere, og fra da af var det som om, at FIK fik overtaget, og Brønshøj trak sig langsomt mere baglæns, så gæsterne kunne etablere et pres.

Og helt uden deres naturlige målscorere var Frederikssund jo gudskelov ikke, og derfor var det logisk nok Deniz Ates, som med et kvarter tilbage udlignede til 1-1 for gæsterne. Herfra var Frederikssund fortsat dominerende, men afgjort kampen til den femte sejr på stribe fik man desværre ikke.

Set over hele kampen var det heller ikke urimeligt, at holdene endte med at dele pointene.

Næste kamp for Frederikssund er hjemme på Kalvøen på torsdag d. 12. maj kl. 19.00, hvor Allerød FK kigger forbi.
Med en sejr kan FIK lægge sig á point med netop Allerød på rækkens 4. plads.