FIK vs Fremad Valby.jpg

FIK 2-1 NÆSTVED IF
- FARLIG DUO PÅ SPIL IGEN

Frederikssund IKs DS-hold var grundet mærkværdige omstændigheder i dag ikke i stand til at byde gæsterne fra Næstved IF på stadion. Derfor måtte årets sidste hjemmekamp spilles på den udmærkede kunstbane ved siden af stadion, men der var ikke nær så god plads og omgivelserne mere trange for såvel trænerbænke som publikum.

På den råkolde eftermiddag skulle der gudskelov ikke gå alt for lang tid før hjemmepublikummet fik noget at varme sig på.

Noah E. Christensen, som vendte tilbage til Frederikssund i sommer efter et ophold i OB, fik nemlig efter 10 minutter bolden i venstre side, hvorfra han trak ind i banen - og med et kort aftræk fik han sparket bolden i det korte hjørne til en 1-0-føring til FIK.

Det gav ro i en kamp, hvor Næstved IF ikke var kommet for at være statister og de afprøvede flere gange FIKs velspillende målmand Nicklas Fuchs-Christiansen i første halvleg, men FIK var hele tiden farlige på kontra.

Og kort før pausen blev det så 2-0 til Frederikssund, da Deniz Ates igen kom på måltavlen.

Det er blevet mere normalt end det modsatte, at der kommer mål fra en af de to farlige angribere, når Frederikssund IK spiller på hjemmebane. I syv af ni hjemmekampe har en eller de begge nemlig noteret sig for mål - det må siges at være en giftig duo!

Sejren kom i 2. halvleg aldrig rigtig i fare, da det først lykkedes Næstved IFs Victor Hansen at få reduceret til 1-2 i kampens 95. minut, og kort efter blev kampen fløjtet af - og hjemmeholdet kunne modtage fortjente klapsalver fra tilskuerne, der også havde brug for varmen i hænderne. Ellers bød 2. halvleg ikke på meget at skrive hjem om, men udeholdet fik midt i halvlegen Gustav Mortensen udvist for sit andet gule kort - og derved spillede FIK i overtal i kampens sidste fjerdedel. Alligevel kom der altså ikke flere mål fra hjemmeholdet, men derimod fra gæsterne dybt i kampens overtid.

Desværre blev der ikke anledning til at indhente Avarta på førstepladsen, da de selv sejrede med 1-0 i Allerød. 
Afgørelsen må vi derfor vente med til sidste spillerunde i næste weekend, når FIK gæster Ledøje-Smørum, alt imens Avarta spiller hjemme mod et af rækkens bundhold, KFUM.
Så 1. pladsen bliver det måske ikke til, men man skal som bekendt aldrig sige aldrig - og uanset resultatet i Ledøje-Smørum, så har det været en aldeles succesfuld første halvsæson for Todi Jønsson som Frederikssunds cheftræner.