fik2.JPG

FLOT UDESEJR I NÆSTVED

Frederikssund IK er fortsat førsteudfordrer til Avarta i Danmarksseriens pulje 2 efter fredagens udekamp mod Næstved IF.

Inden opgøret havde FIK rækkens mest solide defensiv - og det blev der slet ikke lavet om på i kampen, som Frederikssund vandt med 3-0 - og hvor Todi Jønssons drenge virkede oven på fra start til slut.

Ved pausen var det 2-0 til gæsterne på to mål af holdets topscorer, Deniz Ates, som endnu engang viste sig at være FIKs stærkeste offensive kort.

Med nederlaget forbliver Næstved IF på 8. pladsen i rækken, mens FIK fastholder sin 2.plads med et enkelt points forspring til LSF.
Man er i skrivende stund kun to point efter Avarta på 1.pladsen, men det skyldes måske, at Avarta først spiller deres kamp senere denne weekend. Til gengæld fik man lidt luft til Herlev IF, der led nederlag til netop LSF denne weekend.

Efter pausen var det fortsat FIK, der dominerede, men uden at tage unødige chancer - for Næstved virkede heller ikke til på noget tidspunkt for alvor at kunne true FIK. Derimod lykkedes det for Noah E. Christensen at komme på måltavlen, da han med små ti minutter tilbage af kampen satte punktum med målet til 3-0.

FIK skal på lørdag d. 24. september på hjemmebane op imod LSF (Ledøje-Smørum)  - altså en regulær topkamp mellem rækkens nr. 2 og nr. 3. Kampen starter kl. 13.00 - og det bliver formentlig en spændende og intens kamp mellem to hold, der er startet solidt i sæsonen 2022/23.