fik.JPG

ENDNU TRE POINT:
FIK 3 - 1 KFUM

Der var både god fodbold og flot efterårsvejr til de fremmødte tilskuere på Kalvøen i går.

Solen lå flot henover Frederikssund stadion og det havde lokket mere end 200 publikummer til grillpølser og fodbold.

Der var lidt pres på hjemmeholdet allerede inden kampstart, for de vidste at en sejr meget vel kunne være påkrævet for at undgå en alt for nervepirrende og nervøs afslutning på grundspillet i DS pulje 2.

Dagen endte godt for Frederikssund IK og for trænerteamet med Todi Jønsson og Martin Hilstrup.

Holdets nærmeste forfølger i rækken, Ledøje-Smørum tabte 0-3 til BK Skjold, og da Frederikssund selv formåede at slå KFUM med 3-1, så er afstanden fra FIKs 2.plads til 3.pladsen, som Allerød FK nu indtager, oppe på syv point, hvor der resterer tre kampe.

Med andre ord er blot én sejr nok for Frederikssund IK i de sidste tre kampe, men det kan såmænd blive spændende nok, hvis Allerød FK selv fortsætter den gode stil og vinder deres tre sidste kampe.

Frederikssund IK mangler nemlig topholdet Avarta på udebane, som spilles den kommende weekend - derefter har man Næstved IF hjemme, før man afslutter efteråret med en potentiel gyser ude mod fjerdepladsen Ledøje-Smørum i den sidste kamp.

Det hele kan blive sat på plads, hvis man 'bare' kan tage til Avarta og få revanche for nederlaget på 0-1, som man led tilbage i september. Formår FIK at vinde, så vil man ikke blot være sikret en plads i oprykningsspillet, men også komme inden for to point af topholdet, og så vil der for alvor være spænding om hvem af de to tophold, som kan tage tre point med sig ind i oprykningsspillet.

Kampen i går mod KFUM startede nervøst, og man kunne mærke, at KFUM selv havde troen på point. Og den omvendte kamp halvanden måned forinden var også endt 0-0, så at det ville blive en vanskelig opgave vidste man nok godt på forhånd, selvom KFUM ellers ikke har virket alt for overbevisende i denne sæson. Holdet er sidst i rækken og endte da også med at inkassere tre mål på Frederikssund stadion, som så mange andre har gjort før dem.

Deniz Ates gjorde det til 1-0 små ti minutter før pausen efter fremspil i højre side og en god aflevering på tværs, hvor Ates dukkede op i feltet og med en enkelt berøring styrede bolden i nettet.

I 2. halvleg skulle der blot gå fem minutter før Mehdi Djemai gjorde det til 2-0. Han oversprintede en forsvarsspiller på en lang fremlægning før han afsluttede. Målmanden fik reddet det første forsøg, men Djemai tog blot returen uden om målmanden og lagde sikkert bolden ind i det tomme mål. 

Så var der ro på og det lignede cruise control for hjemmeholdet, der havde KFUM fint under kontrol. I hvert fald indtil fem minutter før tid, da en dødbold endte for fødderne af Mads Møller, der tordnede bolden op i nettaget og reducerede til 1-2 for gæsterne.

Det gav nogle nervøse øjeblikke for hjemmeholdet, men gudskelov kom der hurtigt ro på og tomålsføringen blev genskabt, da Rasmus Philipsen fik omsat et straffespark til 3-1.

Sidste hjemmekamp for Frederikssund IK inden vinterpausen er imod Næstved IF d. 19. november kl. 13.00.

Først gælder det altså udekampen mod topholdet Avarta den førstkommende lørdag d. 12. november, hvor der også er kampstart kl. 13.00 på Tømrermester Jim Jensens Park.