22. MAJ 2021

FIK TABTE FØRSTE KAMP 1-2

Første spilledag for Frederikssund IKs Danmarksseriehold bød lørdag eftermiddag på en hjemmekamp mod GVI fra Gentofte, som havde taget 37 point med fra grundspillet - ét færre end FIK.

Og fra kampens begyndelse var det de gul/blå værter, som var farligst og klart bedst spillende.

Allerede efter tre minutter burde det have været 1-0, og det troede en stor del af tilskuerne også i nogle sekunder. Christian Helev spillede Patrick Dahm Nielsen igennem i højre side, hvor han helt alene med gæsternes målmand desværre fik sendt bolden uden om

stolpen.

Der var optræk til flere chancer i begyndelsen, hvor GVI sløsede lidt på bolden og FIK var hurtige til at bringe bolden frem til feltet.

Efter et lille kvarter manglede Christian Helev selv lige fem cm i skostørrelse, da Deniz Ates sendte et farligt indlæg ind fra venstreside, men Helev fik lige præcis ikke ram på bolden inde foran mål.

GVI spillede sig langsomt ind i kampen, men levede i det meste af første halvleg mest på hurtige fremstød, hvor deres hurtige offensive spillere kunne udfordre hjemmeholdet på fart. Deres farligste situation i første halvleg kom dog fra en dødbold. Et frispark i højreside blev sparket skarpt med venstrefod af Matin Corleone, og da måtte overliggeren redde for FIK. Øjeblikket efter blev der sendt et indlæg ind fra GVIs venstreside, men hovedstødet gik præcis uden om Frederik Folkvardsens venstre stolpe.

 

Det lignede 0-0 ved pausen, men hjemmeholdets fans nåede lige igen at tro på et mål, da Deniz Ates kom en-mod-en med en forsvarsspiller. Ates tog et godt træk og spadserede forbi, men prikkede desværre bolden på den forkerte side af stolpen.

Så FIK var advaret om farligheden hos gæsterne, og havde bestemt selv grund til at tro på mål efter pausen.

2. halvleg startede lidt sløvt, og det var tydeligt, at GVI efterhånden var kommet i gang. Det var en intens kamp med mange fine opspil - men også med to stærke forsvar, der ikke tillod mange chancer.

GVI testede for første gang Folkvardsen i FIK-målet efter 55 minutter, men det var ingen sag for FIK-keeperen.

Nicolai Jægergaard kom tættest på at åbne scoringen for hjemmeholdet, da han efter en time fik driblet sig igennem i venstre side af straffesparksfeltet, men hans afslutning fra kanten af det lille felt blev fornemt blokeret af gæsternes målmand William Benzin med en fin benparade.

Blot minuttet efter var Ates igen på spil, men da bolden endelig passerede målmanden, så var en forsvarer i stand til at cleare tæt under mål.

Som anden halvleg skred frem skiftede momentum hos de to hold flere gange, men målene var ikke kommet.

Det var desværre kun lige indtil det 72. minut, hvor Marcus Zedler fik plads i venstre side, og da bolden kom på tværs til ham sparkede han første gang og sikrede gæsterne en føring. FIKs keeper var prisgivet i situationen, og med skader til både Rasmus Philipsen og Nicolai Jægergaard var det begrænset hvor meget ekstra bænken kunne bringe.

Frederikssund fik dog etableret et pres, men det gav også kontramuligheder den anden vej. Og netop en clearing fra GVI-feltet efter 83 minutter endte i en friløber til Marcus Zedler, som også var kølig i denne situation, hvor han roligt lobbede bolden over Folkvardsen til en 2-0-føring til gæsterne.

Efter 87 minutter blev det næsten 3-0 - men her blev sparket sendt direkte i ansigtet på Patrick Dahm, der altså tog godt fra, men måtte en tur i jorden, før han kort efter gudskelov kunne fortsætte.

Spændingen var der til sidst, for i kampens sidste minut kom GVIs målmand ikke ordentligt op til et hjørnespark, og efter et ordentlig klumpspil ved bagerste stolpe kunne indskiftede Adam Kielsgaard halvvejs tackle bolden netop ind over stregen til reducering 1-2. Så var der drøn på i de afgørende minutter, hvor målmand Folkvardsen i flere omgang var med fremme på hjørnespark.

Deniz Ates havde et par fine driblinger i feltet kort før tid, men hans udmærkede forsøg blev blokeret af en GVI-forsvarer til hjørne til stor frustration for de relativt mange tilskuere, som havde lagt vejen forbi til denne første kamp i oprykningsspillet til 2. division.

Kampen sluttede 1-2, men der var masser af lyspunkter for Frederikssund IK at bygge videre på.
På tirsdag kl.18.30 spiller Martin Hilstrups tropper pokalkamp i Fredensborg, inden de i næste weekend skal besøge Allerød Idrætspark for at spille mod Allerød FK lørdag d. 29. maj kl. 13.00.
Næste hjemmekamp for FIK er lørdag d. 5. juni (Grundlovsdag), hvor man spiller på Kalvøen mod Ledøje-Smørum kl. 13.00.