10. JUNI 2021

HERLEV IF VINDER 1-0 OVER FIK

Det var en ærgerlig og irriterende følelse, FIK-spillerne måtte forlade kampen ude mod Herlev IF med, da de to hold spillede onsdag aften i oprykningspuljen til 2. division.
"I perioder af kampen føltes det nærmest som envejs-trafik og det er grotesk, at vi ikke får scoret i en kamp som denne", konstaterede cheftræner Martin Hilstrup umiddelbart efter slutfløjtet.

Sejrsmålet i sig selv var ærgerligt, da Herlevs Elton Amisse blev kampens eneste målscorer i det 81. minut. Og FIKs chancer for at slå tilbage i slutfasen blev også vanskeliggjort af, at Rasmus Philipsen blot et par minutter efter scoringen blev præsenteret for sit andet gule kort og således udvist. FIK måtte altså spille den sidste del af kampen med blot 10 spillere, og magtede desværre ikke at komme på tavlen.

 

Det havde de ellers kort efter pausen, da Christian Helev fik spillets største chance, da FIK blev tildelt et straffespark. Et straffespark som desværre ikke gav Martin Hilstrups tropper den føring, der kunne have givet kampen et andet forløb.

 

Med nederlaget er der beklageligvis ikke meget, der tyder på, at FIK har mange muligheder fremadrettet i puljen. Men en ting er oprykningen, der måske er ved at løbe FIK lidt af hænde. Men der er fortsat muligheder i form af udvikling. Mange nye spillere har stadig brug at udvikle deres relationer på banen, taktiske greb skal indøves, og så vil man selvfølgelig aldrig slå op i banen, men kæmpe for alle de point, som kan skrabes sammen.

 

Næste opgave for holdet er allerede på lørdag d. 12. juni, hvor FIK besøger GVI, som de mødte i den første kamp i oprykningsspillet for en lille måneds tid siden. Her vandt GVI med 2-1 på Frederikssund stadion i en tæt og spændende kamp, hvor GVI førte med 2-0 indtil de sidste minutter, hvor FIK først fik reduceret og siden havde et par gode chancer for at udligne.