22.05.12  (23).JPG

OPTAKT:
FIK - ALLERØD FK

FREDAG AFTEN KAN FIK TAGE TREDJE HJEMMESEJR PÅ STRIBE I DS

 

Denne fredag aften er Frederikssund værter på Kalvøen, når Allerød FK kl. 18.15 går på banen til sæsonens femte kamp.


Begge hold har fået en pæn begyndelse på Danmarksserien, hvor FIK i fire kampe hidtil har hentet tre sejre - og Allerød tilsvarende har noteret sig for to sejre, en uafgjort og et enkelt nederlag.

 

Så før opgøret er Frederikssund IK placeret på rækkens andenplads med ni point, mens Allerød FK har syv point på tredjepladsen. Kun Avarta har stadig maksimumpoint efter fire kampe, og tidligt i september skal såvel FIK som Allerød FK op imod det nuværende tophold.

 

I sidste sæson spillede FIK også imod Allerød FK, og her blev det både underholdende, spændende og målrigt i alle tre opgør. Således endte de første to kampe med 3-2 til Allerød FK, hvor sejrsmålet i begge tilfælde blev scoret i kampens sidste minutter.

I den tredje og sidste kamp mellem de to hold lykkedes det så for FIK at vinde 4-3.
Også det blev en kamp med spænding til sidste minut - og vi håber naturligvis på en gentagelse af både underholdnings- og spændingsniveau i kampen i aften, samt at FIK igen kan trække det længste strå.

Så vil FIK-holdet, under Todi Jønssons ledelse, nemlig tage sin tredje hjemmesejr i lige så mange kampe og for alvor understrege deres intention om at presse på for en placering blandt de øverste i Danmarksseriens pulje 2.

 

Både FIK og Allerød FK har tabt til Herlev IF og begge har vundet over VB1968 - så det er nærliggende at tro på en jævn kamp mellem to velorganiserede hold, som begge har selvtillid og kan tage nogle meget vigtige point til tabellen, selvom det er tidligt på sæsonen.