fik2.JPG

FIK - GREVE: 0-0

FIK og Greve spillede fredag aften før pinse 0-0 på Frederikssund stadion.

Vejret viste sig fra den bedste side, og der var da også masser af fremmødte tilskuere, som udover DS-kampen også kunne nyde landskampen efterfølgende. Den gav både mål og jubelråb - modsat opgøret mellem FIK og Greve, der aldrig rigtig blev det topopgør, som man kunne have håbet.

Sidst de spillede på Kalvøen blev det 1-1 og da var kampen også en smule låst af to hold, som er gode til at give hinanden intense kampe. I Greve tidligere her i foråret var det dog en ensidig affære, hvor Greve vandt 4-1. Denne aften var kampen også intens, og der var chancer til begge hold, men på næsten mirakuløs vis blev det, som det startede - nemlig 0-0.

Det er første gang i denne sæson for begge hold, at man spiller 0-0 - og netop derfor virkede det før kampen næsten som en umulighed. Greve havde scoret 48 mål i 24 kampe før opgøret, og Frederikssund hele 58!

 

Men ind ville bolden ikke, selvom der var bud flere gange - så Greve har nu endegyldigt tabt muligheden for at nå førstepladsen,
da Ishøj IF er strøget fra dem over de seneste kampe.

Frederikssund IK forbliver på deres 5. plads - og det lyder måske ikke imponerende i en række på 10 hold, men med tanke på, at der 'kun' er ti point op til Greve på 2.pladsen, men 14 point ned til 8.pladsen - så har FIK bidt sig fast i den bedre halvdel med blot to kampe tilbage mod hold fra den tungere ende.

 

Næstsidste kamp før sommerferien for Frederikssund er på fredag d. 10. juni kl. 19.00, hvor man spiller på udebane i Herstedøster.
I de to foregående kampe mellem de to hold har Frederikssund vundet begge opgør.
 

Næste gang FIK spiller hjemme på Kalvøen er d. 18. juni kl. 14.00, hvor man slutter sæsonen af ved at spille imod Solrød FC.
Det blev 2-2, da de to hold spillede i Frederikssund tidligere på sæsonen, og så vandt FIK med hele 4-0 i Solrød tidligere på foråret.