Frederikssund IK 0 - 1 LSF >> Målene mangler på hjemmebane
Kampen lørdag mod LSF lignede til forveksling den omvendte kamp tilbage i august.
Spillet var ikke så poleret, ingen af holdene formåede for alvor at dominere og sætte et langt længerevarende pres, og Ledøje-Smørum tog føringen tidligt i kampen.
Solskin, stadionpølser og masser af liv omkring Kalvøen indbød til en underholdende og spændende eftermiddag, med muligheden for at øge afstanden til LSF i rækken, som ellers er meget tæt - og hvor hvert point i sidste ende kan blive afgørende for, om man ender med at spille om en plads i 3. division eller en plads i Sjællandsserien.
Tilbage i august var det Lukas Værslev, der efter blot fem minutter bragte LSF på 1-0, inden FIK kom på 1-1 ved Adam Ullitz.
I går skulle der blot gå fire minutter, før Simon Fisker scorede for LSF og bragte dem foran på Frederikssund stadion.
Men omvendt kampen for nogle måneder siden, så blev det ved forsøgene for FIK i forhold til at score og hente point.
I 1. halvleg var der ikke nogle deciderede farlige afslutninger mod LSF-målet, og i 2. halvleg måtte træværket blokere.
Omkring 70. minut var det tæt på, da et indlæg fra venstre side fik lov at passere en LSF-forsvarer og så fik Rasmus Hansen akavet mast sig foran sin oppasser, vendt siden til og afsluttet med hoften. Den havde LSF-målmanden ikke forberedt sig på, men bolden sejlede på stolpen og i spil igen i stedet for ind i netmaskerne.
Der var tilløb til nogle farlige situationer, men LSF forsvarede sig godt i slutningen og havde undervejs nogle kontraer, der lige så vel kunne have udbygget føringen - men det hele endte med en snæver sejr til gæsterne.
Det er bemærkelsesværdigt, at Frederikssund IK har så svært ved at score mål på hjemmebane, hvor man slet ikke har scoret i sine to seneste kampe (0-1 vs. Avarta og 0-1 vs. LSF), mens man på udebane har scoret hver gang - og endda mindst to gange i tre af sine fire seneste udekampe.
Nederlaget gør det svært at vide, hvordan udsigterner er mht. top-5, for rækken er uforudsigelig og ganske få point adskiller FIK på 3. pladsen med 18 point og Avarta på 7. pladsen med 14 point - men Avarta spiller først i dag, så afstanden mellem 3-7 kan være et sølle point frem mod de sidste tre kampe før juleferien.
Her har Frederikssund IK dog en god mulighed for at konsolidere deres placering i top-5 og gå glade på julepause.
På fredag skal man spille aftenkamp kl. 19.00 på udebane i GVI - rækkens nr 8 - som kun har scoret i en af deres sidste fire kampe.
Herefter venter rækkens bundhold, BK Skjold, i en hjemmekamp for FIK, hvor man gerne skal finde netmaskerne og få nogle point.
Den kamp spilles lørdag d. 31. oktober kl. 13.00.
I efterårets sidste kamp skal man en tur til Karlslunde for at møde FC Sydkysten, der lige nu er placeret lige over Frederikssund IK i tabellen.