Frederikssund IK 1 - 0 LSF > FIK SKAL SPILLE OM OPRYKNING
Foto: Arkiv
Missionen lykkedes for Frederikssund IK. Top-5 blev sikret i dag, så nedrykning bliver der slet ikke engang tænkt på i denne sæson.
Trods nederlag i forårspremieren i Næstved, hvor man nærmest spillede sig ud af muligheden for at nå top-5, så har de forløbne tre kampe for alvor vendt rundt på Frederikssund-holdet.
De forsvarer solidt, er gode i nærkampene, giver ikke noget på dødbolde, selvom modstanderne har masser af dem - og så har man nogle angribere og offensivspillere, som slår til, når det er allermest påkrævet.
Kampen i dag - som var en reel finale om hvem af de to hold, som skulle med i oprykningsspillet - startede lidt nervøst fra begge sider. Banen hjalp ikke spillerne fra start, for alle skulle lige vende sig til rigtigt græs og det våde vejr havde ikke gjort den lettere at spille på.
Første lille mulighed fik Magnus Cummings på en kontra, hvor en flot aflevering på tværs af banen fra Hadi Al-Mari blev taget med, men afslutningen udeblev, da LSF-forsvaret løb flot med tilbage.
Efter en god halv time var Frederikssund IK tæt på at score, da anfører Daniel la Cour Hacke kom højest på et hjørnespark, men en fænomenal clearing af en LSF-forsvarer på målstregen var skyld i, at det fortsat var 0-0 ved halvleg.
Kun et par gange i første halvleg var gæsterne farlige. Den ene gang begik Jonas G Hansen frispark og fik advarsel for at stoppe et lovende angreb og så havde LSF et frispark på kanten af feltet, som dog gik lige i den velplacerede FIK-mur.
I 2. halvleg var bolden mere ligeligt fordelt, men FIKs chancer var større.
Tættest på kom Mehdi Djemai, da han gled ind i et indlæg fra højre, og mange havde set bolden gå i mål, men en velspillende LSF-målmand blokerede. Det havde han også gjort et kvarter tidligere, da han vippede Rasmus Hansens kokette berøring over mål.
Men det forløsende mål kom med et kvarter tilbage. Indskiftede Mathias Bill fik bolden i medløb midt på LSFs banehalvdel og efter et par træk svingede han sit venstreben, som kanonerede bolden i netmaskerne bag en - denne gang - chanceløs keeper til 1-0 for FIK.
Resten af kampen var nervøs, men en solid FIK-defensiv red stormen af og så kunne jublen bryde løs.
Frederikssund IK slutter på en 4.plads i rækken og skal spille om oprykning. Det er næppe realistisk at FIK kan spille sig tæt på 3.division, men vigtigere er det, at man kan spille frit og ikke skal spekulere på nedrykning, men kan arbejde frem mod næste sæson og forhåbentlig styrke relationerne mellem spillerne, der igen i dag lignede et slagkraftigt mandskab med den tredje sejr på stribe.
Næste kamp er først om 14 dage, men programmet er endnu ikke fastlagt.