NB Bornholm 3 - 1 Frederikssund IK >> Nederlag til FIK på klippeøen.
Det var en lang dag for både spillere, trænerstab og tilhængere, da man tidligt om morgenen i går stimlede sammen på Kalvøen for at køre i busser mod Nexø. Her skulle Frederikssund IK midt på eftermiddagen spille deres niende kamp i indeværende sæson i DS, hvor man indtil for en uge siden var ubesejret, inden Avarta vandt med 1-0 på Frederikssund stadion.
Cheftræner Azad Corlu havde en enkelt ændring i startopstillingen siden Avarta-kampen, idet Sofus Ulrich erstattede Jonas G. Hansen i start-elleveren.
Og første halvleg var en tæt og intens kamp, relativt velspillet - og det var gæsterne fra Frederikssund IK, der kom først på måltavlen.
Anfører Daniel La Cour Hacke bragte nemlig udeholdet på 1-0 i Nexø allerede, da der var spillet syv minutter.
Det lovede jo godt for Frederikssund IK, der senest mod Avarta manglede energi, men det så bedre ud i går.
Føringen kunne også være blevet udbygget, men i stedet for 2-0 blev det halvvejs gennem første halvleg til 1-1, da Andreas Olsen udlignede for hjemmeholdet.
Stillingen ved pausen var derfor 1-1, og det var meget rimeligt i en halvleg, hvor FIK startede bedst, men ikke holdt kadencen hele vejen.
Efter pausen håbede man så på, at FIK ville tage teten igen, men det kneb det lidt med.
Både Adam Ullitz og Jonas G. Hansen kom på banen i pausen - men det hjalp ikke helt, som det var meningen. Således var hjemmeholdet velorganiseret og havde nemmere ved at komme til chancer end FIK. Efter en times tid kom NB Bornholm også foran 2-1, da Nicolai Olsen fandt Lamujr Michael, som omsatte chancen til scoring.
Og som om det ikke var slemt nok, så blev det kort efter 3-1 ved samme Lamujr Michael, der udnyttede en løs chance og fordoblede væreternes føring.
Så var der brug for at vise vilje for FIK'erne og derfor foretog man en trippelindskiftning med 20 minutter tilbage, hvor der bl.a. blev debut for U17-spilleren Oliver R. Olsen, som blev sendt på banen samtidig med Lucas Bakx og Batuhan Arslan.
Og Frederikssund IK forsøgte - og forsøgte igen. Både via hurtige omstillinger og mere solid opbygning, men det blev aldrig rigtig til den klokkeklare chance.
Da dommeren fløjtede af var det stadig 3-1 til NB Bornholm, og det andet nederlag på en uge til Frederikssund IK var en kendsgerning. De to nederlag kommer ellers efter en flot start på sæsonen, hvor man lå nr. 1 i rækken uden nedelag i de første syv kampe.
Med resultatet glider FIK ned på rækkens femteplads, og derfor er alt fortsat åbent i forhold til, hvem der ender i oprtknings- og nedrykningsspil.
Grundspillet er halvvejs, så nu starter man forfra med at spille mod FC Nakskov, som man besøger på lørdag d. 10. oktober kl. 13.00.
Men rækken er temmelig uforudsigelig - og FIK er da heller ikke mere end to point efter rækkens førerhold Skovshoved IF, som FIK selv besejrede for tre kampe siden.
Det ligner at syv hold ender med at kæmpe om de fem vigtige pladser i toppen. De ligger inden for fire point således:
1. 17 point Skovshoved IF
2. 16 point NB Bornholm
3. 16 point FC Sydkysten
4. 16 point Espergærde IF
5. 15 point Frederikssund IK
6. 13 point LSF
7. 13 point Avarta
Herefter der seks ned til de tre nederste hold, heriblandt FC Nakskov, som FIK møder næste gang.