AB Tårnby 1-4 Frederikssund IK : stærk udesejr giver finale mod LSF på lørdag på Kalvøen.
Foto: Arkiv
Der venter noget af en "finale", når Frederikssund IK i den kommende weekend spiller mod LSF i Danmarksseriens pulje 1.
Med den anden sejr i tre kampe i 2026 sikrede Azad Corlus udvalgte nemlig tre point, som bringer dem op på 6.pladsen i rækken, hvor top-5 går videre til oprykningsspillet, når grundspillet slutter med runden d. 28. marts.
Til kampen på Tårnby stadion havde FIKs cheftræner foretaget et par ændringer: sidste uges målscorer Mehdi Djemai startede inde i angrebet, og det samme gjorde Rasmus Hansen. I forsvaret var Sebastian Dalberg tilbage efter skade, og FIK spillede en glimrende 1. halvleg, hvor netop Rasmus Hansen stod for det eneste mål. Det faldt efter en god halv times tid og selvom Frederikssund ikke vadede i chancer, så var det omvendt heller ikke meget, som hjemmeholdet tilspillede sig.
Efter pausen startede gæsterne med at dominere og da kampen var en god time gammel, da var kampen afgjort. Først scorede Daniel la Cour Hacke til 2-0 efter 54 minutter - og så blev det 3-0 efter 63 minutter på straffespark ved Andreas Clasen. Det er anden uge i træk, at han udnytter chancen fra 11-meter-pletten, da han også scorede senest mod Herlev IF.
Med fem minutter tilbage af kampen fik AB Tårnby også et straffespark, som de udnyttede, men i kampens overtid kunne indskiftede Kwadwo Boateng sikre en flot og imponerende 4-1-sejr til Frederikssund IK.
Nu gælder det så en slags finale hjemme mod LSF, der aktuelt er nr 5 ét point foran Frederikssund IK, så vi håber at se mange tilskuere til en kamp, der altså afgør om resten af foråret skal være en kamp for at følge med de bedste eller en nervepirrende kamp for at holde nedrykningen på afstand.
Kampen Frederikssund IK - LSF spilles på Kalvøen på lørdag d. 28. marts kl. 14.00, og der er naturligvis gratis adgang og masser af muligheder for både mad og drikke.