Menu

Næstved IF 2 - 0 Frederikssund IK >> Nederlag i forårspremieren

image Sæsonpremieren i Næstved endte med nederlag til FIK.
Niki Bagge
08. marts 2026 kl. 14:42
Nederlaget i Næstved har gjort vejen til oprykningsspillet meget lang, men chancen eksisterer stadig.

Forårssæsonen 2026 blev ikke indledt, som Frederikssund IK havde satset på. For i premiere-kampen i går på udebane mod Næstved IF endte det uden udbytte og et nederlag på 0-2.

Der var to debutanter i startopstillingen, da cheftræner Azad Corlu havde fundet plads til både Niclas Skov-Jensen (tidl. Avarta) og Malthe Duus (tidl. Stenløse), men de kunne ikke afværge, at værterne allerede før pausen havde fået grebet om kampen med en 2-0-føring.

Allerede efter 11 minutter bragte Jeppe Vielsted Næstved IF på 1-0, og omkring tyve minutter senere blev føringen fordoblet til 2-0, da Thomas B. Nielsen scorede på en chanceløs Charlie Petersen i FIK-målet.

I pausen skiftede FIK tre mand, og i løbet af 2. halvleg fik både Hadi Almari og Kwadwo Boateng (begge tidl. GVI) også deres debut for Frederikssund IK. Men indskiftningerne til trods, så var sejren og point desværre uden for rækkevidde mod et Næstved-hold, som dermed tog deres tredje sejr i træk på hjemmebane.

Afstanden til den afgørende 5. plads er nu på fire point, mens Næstved på næstsidstepladsen er kravlet tættere på Frederikssund IK.

4. 21 point Herlev IF
5. 20 point Såby Fodbold
---------
6. 19 point LSF
7. 16 point Frederikssund IK
8. 15 point Espergærde IF
9. 14 point Næstved IF

Der skal med andre ord tre sejre til i FIKs tre sidste kampe, hvis det skal være realistisk, at man kan knibe sig foran mindst to hold, så man tiltvinger sig en plads i top-5.

Frederikssund IK spiller første hjemmekamp i 2026 på lørdag d. 14. marts kl. 13.00.
Der er tale om en decideret nøglekamp, fordi modstanderen er rækkens nr. 4 Herlev IF, som FIK simpelthen skal vinde over for at holde fast i håbet om top-5, men lige så meget for at holde Espergærde og Næstved bag sig.

Luk