OPTAKT: Frederikssund IK - LSF > Finalen om plads i oprykningsspillet.
Der er tale om en vaskeægte gyser som afslutning på grundspillet i Danmarksserien, når Frederikssund IK og Ledøje-Smørum Fodbold spiller deres sidste kamp i grundspillet på Kalvøen i morgen eftermiddag.
Holdene ligger side om side med 22 point for 17 kampe, men LSF har den bedre målscore og kan i princippet nøjes med uafgjort.
Men uafgjort kan ende med at fælde begge holds chancer, da Espergærde IF og Herlev IF begge ligger med 21 point på pladserne lige efter Frederikssund og LSF.
Selv Såby Fodbold på den nuværende 4. plads med 23 point er ikke sikker på oprykningsspil, hvis de selv taber deres kamp og de øvrige resultater går imod dem.
For Azad Corlu og hans hold, FIK, er missionen klar. En sejr sikrer top-5. Alt andet gør ikke.
Men med sejre i sine to seneste kamp mod Herlev IF og Ab Tårnby, så er der optimisme og selvtillid blandt FIK-spillerne, som selvfølgelig gerne vil undgå ubehagelighederne ved at spille om nedrykning - også selvom oprykningen i sig selv er langt væk og kræver et næsten perfekt slutspil.
Der er gratis adgang, pølser på grillen og forhåbentlig fyldt med tilskuere og stemning i morgen kl. 14.00, når kampen sparkes i gang. Vel mødt!!