Skovshoved IF 1 - 3 Frederikssund IK >> FIK er nr. 1 efter imponerende udesejr
Frederikssund IK er på førstepladsen i Danmarksseriens pulje 1.
Det står klart, da FIK i går eftermiddags tog en flot skalp på udebane i Skovshoved Idræts Park, hvor man vandt med 3-1.
Skovshoved havde indtaget duksepladsen før kampen, mens NB Bornholm også have været ubesejret på andenpladsen.
Men med FIKs sejr og NB Bornhoms nederlag til FC Sydkysten, så forbliver FIK nu det eneste hold uden nederlag og indtager med to points forspring nu selv førstepladsen i rækken efter syv kampe. FIK mangler at møde to hold, så er vi halvvejs i det grundspil, hvor FIK gerne vil ende blandt de seks bedste og ikke være alt for langt fra de førende.
Begge dele må siges at være inden for rækkevidde, før man nu møder Avarta og NB Bornholm.
Kampen i går startede taktisk og nervøst, men efter en god halv time kom det forløsende mål og det var slet ikke ufortjent, at det var FIK, som fik hul på bylden. Anfører Daniel La Cour Hacke viste sig igen frem som målskytte, da han sikkert udnyttede Mikkel Jartofts forarbejde og bragte Azad Corlus tropper på 1-0.
Det var også stillingen ved pausen, men kort inde i 2. halvleg fik hjemmeholdet udlignet ved Nils Priisholm.
Skovshoved var også kommet bedst i gang og nu var der for alvor tænding og intensitet i kampen, der gudskelov faldt ud den rigtige vej, hvis man holder med Frederikssund.
Først scorede Hugo Strandtoft til 2-1 med et kvarter tilbage et af sine relativt sjældne mål. Og så sikrede indskiftede Adam Ullitz FIK de tre point og at slutfasen ikke blev så intens og spændende, som man kunne have frygtet, da han gjorde det til 3-1, som også blev kampens resultat.
FIK møder som sagt på lørdag d. 26. september Avarta hjemme på Kalvøen kl. 13.00.
Avarta er placeret på rækkens 7. plads med 10 points, fem point efter Frederikssund i toppen.