top of page

SÅ RULLER BOLDEN ENDELIG IGEN - 2024 ÅBNER MED HJEMMEKAMPE PÅ FR.SUND STADION: OPTAKT: FREDERIKSSUND IK - BK SKJOLD

Frederikssund IK skal i aktion for første gang i 2024, når Skjold gæster Kalvøen lørdag. Efter ca. fire-en-halv måneds pause er der fire spændende kampe på tapetet, før holdene fordeles i opryknings- og nedrykningsspil.


Med et stærkt efterår 2023 er det næsten ikke muligt at forestille sig, at Frederikssund IK ikke skulle kvalificere sig til oprykningsspillet til 3. division for andet år i træk.


FIK har nemlig hele ni point ned til holdet på 6. pladsen, som lige præcis ikke sikrer Martin Hilstrups tropper en plads blandt dem, der spiller om at kunne kalde sig divisionshold i efteråret 2024.


Forhåbentlig bliver kvalifikationen slet ikke et samtaleemne, for med en god start lørdag mod BK Skjold, så sikres ikke blot oprykningsspillet, men også den fortsatte mulighed for at at fravriste Glostrup deres førsteplads og bringe sig i en mere gunstig position i forhold til de andre hold, som man skal spille om oprykning imod.


FIK håber på et andet udfald end tilfældet var i efterårets kamp på udebane mod BK Skjold, hvor man ganske vist afholdt modstanderen fra at score. Desværre blev Mathias Sand noteret for et selvmål - og da Frederikssunds ellers så skarpe offensiv skød med løst krudt den dag, så blev det til en sejr til BK Skjold på 1-0.

Det skulle gerne falde anderledes ud på lørdag, så der kan sættes tre point ind på kontoen.

De fem bedste hold efter 18 runder tager nemlig deres point med over i oprykningspuljen, hvor FIK i givet fald skal spille ti kampe - to kampe mod hvert af de fem hold, som kommer fra toppen af DS pulje 1.


Op til denne sæsonstart har Frederikssund IK mistet en af sine farlige spydspidser, idet Noah Engell er skiftet til HIK. Derudover har Casper Damgaard og Nicklas Lohals valgt at tage en pause fra fodbolden, men vi krydser fingre for, at de på et tidspunkt igen er at finde i den blå-gule trøje. Til at agere angriber sammen med Nikolaj Jægergaard og Deniz Ates har Frederiksund IK fået tilgang af amerikanske Oliver Drost, der har set skarp ud og allerede udviklet gode relationer med sine holdkammerater i et par af træningskampene op til sæsonstarten.


Christian Krogh er efter en langvarig skade også tilbage omkring FIKs førstehold. Han har været tiltænkt en rolle som back, og nu håber vi på, at Christian kan få gang i karrieren igen og ikke skal stoppes af flere skader. Okan Guzel har tidligere spillet for Roskildes u19-hold, men er nu også en del af førsteholdstruppen i Frederikssund. Sidst, men ikke mindst har FIK haft tilgang af Ugo Nnamani, en midtbanespiller med fortid på bl.a. Hvidovres u19-hold og et kort ophold hos FA2000.


I de forløbne uger har Frederikssund IK spillet et par træningskampe, og det har kastet et par løfterige resultater af sig. Således har man to gange vundet over hold fra den nuværende 3. division på hjemmebane. Vanløse IF blev slået med 4-0 i en kamp, hvor FIK var flyvende før pausen, hvor alle fire mål blev sat ind.

Derudover har FIK slået Avarta med de samme overbevisende cifre (4-0).


Kampen mod BK Skjold starter på lørdag kl. 12.00 - og der er gratis adgang. Vi håber på godt fodboldvejr, samt at se mange af de trofaste tilskuere, som tålmodigt har ventet på, at foråret og fodboldsæsonen endelig vender tilbage.


Frederikssund IK spiller næste kamp allerede på torsdag d. 28. marts - Skærtorsdag - hvor man også spiller på hjemmebane. Her er det VB1968, som vil forsøge at få revanche for 0-3 nederlaget til Frederikssund tilbage i september.

Den kamp sparkes også i gang kl. 12.00.




bottom of page