top of page
22.04.30  (22).JPG

SIKKER SEJR I SLAGELSE:
SLAGELSE B&I 0-3 FIK

For hver kamp der spilles i Danmarksseriens pulje 2 er det som om, at Frederikssund IK imponerer mere og mere. Den ene weekend er det offensiven, der sprudler - og så defensiven weekenden efter.

I denne weekend var både offensiv og defensiv velfungerende, og med endnu et clean sheet og mål fra tre forskellige spillere hentede Todi Jønssons mandskab en sikker sejr på 3-0 i Slagelse lørdag eftermiddag.

​

Tidligere på sæsonen hentede Frederikssund IK også en sejr hjemme mod selvsamme Slagelse, og derfor var der også forventninger om point, da kampen blev fløjtet i gang tidlig lørdag eftermiddag.

Og der skulle heller ikke gå mere end små ti minutter før holdets for tiden varmeste målscorer, Noah E. Christensen, havde bragt gæsterne på 1-0.

Allerede da virkede det som en kamp op ad bakke for hjemmeholdet, som på hjemmebane kun to gange har scoret mere end et mål i denne sæson - og med tanke på FIKs stærke defensiv, som kun havde lukket tre mål ind i de seneste ni kampe - og kun mere end et mål ved en enkelt lejlighed i sæsonen, så forstod man godt Slagelses kvaler.

​

Og inden pausen blev opgaven for hjemmeholdet endnu sværere, da Frederikssunds Mohammad Mohammad efter en lille halv time gjorde det til 2-0. En udvikling, der var helt i tråd med kampens chancer, for selvom Slagelse forsøgte at fighte og spille sig tilbage efter den tidlige føring til FIK, så var det ikke meget farligt, som blev skabt foran Frederikssund-målet.

​

I 2. halvleg ville holdets topscorer, Deniz Ates, lige minde om, at han skam fortsat er målfarlig, da han gjorde det til 3-0 efter 54 minutter. Herfra tog gæsterne foden fra speederen - og spadserede sikkert sejren hjem, hvorimod Slagelse prøvede - men uden held.

​

Det begynder så småt at dufte af oprykningsspil til 3. division for Frederikssund IK og Todi Jønsson, der med fem kampe tilbage i grundspillet har hele seks point ned til tredjepladsen, som indtages af Ledøje-Smørum.
Omvendt har FIK blot to point op til Avarta på førstepladsen - og den  placering er ikke uvæsentlig, da topholdet i rækken får tre point med fra start i oprykningspuljen.

Næste kamp for Frederikssund er på lørdag d. 29. oktober, hvor man tager en tur til Allerød FK. Kampen spilles på Allerød Idrætspark på lørdag kl. 13.00.

bottom of page