top of page

TÅRNBY FF SNUPPEDE SEJREN PÅ KALVØEN + OPTAKT: BRØNSHØJ - FREDERIKSSUND IK



FREDERIKSSUND IK SKAL I SÆSONENS OG MARTN HILSTRUPS SIDSTE KAMP DELTAGE I ET OPRYKNINGSDRAMA, NÅR TUREN LØRDAG GÅR TIL BRØNSHØJ. KAMPEN I LØRDAGS ENDTE DESVÆRRE I ÆRGERLIGT NEDERLAG PÅ 2-3 MOD TÅRNBY FF.


Lørdag d. 8. juni satte et punktum på hjemmebane for cheftræner Martin Hilstrup, der efter en pæn håndfuld år og en enkelt kort periode som assistent takkede af.

Der mangler dog fortsat en kamp i den kommende weekend, og det er en vigtig en af slagsen, særligt for modstanderen.


Brønshøj ligger nemlig med mulighed for at sikre sig direkte oprykning, kvalifikation til oprykning, men også med chancen for at blive sorteper, hvis FIK tager point med sig hjem fra Tingbjerg idrætspark.


Frederikssund IK tog i lørdags imod Tårnby FF, men det ikke den festlige afslutning på sæsonen, som man havde håbet - i hvert fald resultatmæssigt. Frederikssund IK har endnu engang gjort sig bemærket i toppen af Danmarksserien, med en 2. plads i grundspillet og kæmpet med om oprykning til 3. division indtil der resterede en håndfuld kampe af sæsonen.

Med nederlaget hjemme til lørdagens modstander Brønshøj på 1-2 d. 11. maj forsvandt håbet om oprykning og siden da har man tabt tre af de sidste fire.

Dog vandt man imponerende med 2-0 i Gørslev for et par uger siden, men resultaterne kan flaske sig sådan på sidste spilledag, at FIK kan slutte på 4.-6. pladsen ud af de ti hold.


Tårnby FF vandt med 3-2 på Kalvøen i lørdags i en kamp, hvor Frederikssund IK var foran ved pausen med 1-0 ved Deniz Ates, men da Nicolai Jægergaard scorede for hjemmeholdet med små ti minutter tilbage var det blot en reducering til 2-3. Som så ofte før i sæsonen havde FIK scoret - de er faktisk ikke gået fra banen uden at have scoret i en eneste kamp i denne pulje - men desværre har tendensen på det seneste også været, at modstanderen har fået scoret. Det samme var tilfældet denne lørdag, da tre mål på ca. tyve minutter i 2. halvleg sikrede pointene og sejren til gæsterne.


Frederikssund IK ligger altså lige nu nr. 4 i rækken og kan man fastholde den position, så vil det være en understregning af, at afstanden til 3. divisions-ambitionerne ikke er længere væk end at man kan håbe på, at det kan komme endnu tættere næste sæson.


Efter kampen venter der en velfortjent sommerferie, før Frederikssund IK igen vil være tilbage i jagten på 3. division.

bottom of page