fik.JPG

OPTAKT:
LSF - FREDERIKSSUND IK

Oprykningsspil til 3.division.

Det venter Frederikssund IK, når sæsonen genoptages i det nye år. Og det er uanset hvordan den sidste turneringskamp mod Ledøje-Smørum forløber.

Men at slutte godt og tage momentum med sig på vinterpause - krydret med en spinkel chance for at overliste Avarta på rækkens førsteplads - det må give Todi Jønssons drenge blod på tanden og motivation til opgøret i Smørum.

Avarta har to point flere end FIK og møder på hjemmebane KFUM - så det ligner en Avarta-sejr. Tidligere på efteråret vandt Avarta med 2-0 over KFUM, så det ligner en svær opgave for Frederikssund. Men alt er muligt, så længe bolden er rund - og en storsejr til Frederikssund vil give en 1.plads, såfremt KFUM henter uafgjort mod Avarta.

Enhver sejr til FIK mod LSF, samtidig med at KFUM vinder, så er der også tre point med over i slutspillet til FIK.

Det var en tæt affære, da LSF gæstede Frederikssund stadion tidligere på efteråret. Stillingen var længe 1-1, men i det 88.minut blev det 2-1 til hjemmeholdet på et mål af Rasmus P. Zinck, og i kampens overtid blev det så 3-1 ved efterårets store offensive profil, Deniz Ates.

LSF lå længe med i feltet af hold, som forsøgte at indhente Frederikssund på rækkens 2.plads, men den sidste måned har været hård ved Ledøje-Smørum, som kun har hentet ét point i deres seneste fire kamp - og defensivt har holdet været udfordret og inkasseret 15 mål i LSFs sidste seks kampe.

Omvendt har FIK kun inkasseret 13 mål hele efteråret!

Vi ønsker holdet en god sidste kamp og glæder os til at se dem i oprykningsspillet.