top of page

OPTAKT: FREDERIKSSUND IK - HØRSHOLM-USSERØD IK

Så sparkes sæsonen 23/24 i gang - Hørsholm/Usserød er første udfordring.

Knap to måneder er passeret siden Frederikssund IK gik på sommerferie fra oprykningsspilet til 3. division. En andenplads i Danmarksseriens grundspil var meget tilfredsstillende, men en lidt for rodet start på det afgørende slutspil ødelagde lidt for hurtigt muligheden og håbet om at spille med om topplaceringerne.


Kort før sæsonafslutningen ophørte Todi Jønsson som cheftræner - og derfor er det igen Martin Hilstrup, der svinger pisken på sidelinjen. Det nåede han også at gøre i holdets sidste kampe i juni - og det blev til to underholdende og imponerende sejre - begge på 4-3 - over Marienlyst og Holbæk. Holbæk endte med at vinde rækken og derved sikre sig en plads i 3. division og Marienlyst sluttede lige præcis udenfor oprykningspladserne som nummer fire. Så det var to fint sejre at gå på sommerferie med.

Til den nye sæson er der sagt farvel til bl.a. en spiller fra den defensive midtbane - ligesom et par nye ansigter også kan debutere - om ikke denne fredag aften, så i de kommende kampe.

Dagens modstander er Hørsholm/Usserød, der netop er rykket op i Danmarksserien. Det skete efter en flot sæson i Sjællandsserien og så to flotte sejre i kval-kampene til Danmarksserien, hvor man slog både FB og Roskilde Boldklub sikkert.


Forhåbentlig kan Frederikssund IK få den perfekte start på sæsonen 23/24 og vise, at niveauet fortsat er til at være i toppen af Danmarksserien. Sidste efterår indledte FIK jo grundspillet med to sejre, og bl.a. vandt man hele syv af otte hjemmekampe i sidste sæsons grundspil.

bottom of page