top of page

SENIOR 2 ER SJÆLLANDSMESTRE

Senior 2 sikrede sig oprykning til serie 1, med en førsteplads i rækken d. 10. juni. De skulle derfor i kamp om at blive Sjællands bedste serie 2 hold, mod de andre rækkers vindere.


Frederikssund IK Sjællandsmestre
FIK Senior 2 - Sjællandsmestre 2023

Da første halvsæson blev afsluttet, måtte senior 2 noget skuffende overvintre på 6. pladsen. Under forventning fra trænere og spillere. Men rækken var helt åben og oprykningspladserne var ikke udenfor rækkevidde. For trænerne for Senior 2, Michael Schou og Brian Worm, var målet klart - Oprykning til serie 1. Det var derfor med stort forarbejde, klare instrukser og en mentalt forandret trup, at de påbegyndte opstarten. Der blev løbet, der blev kombineret og der blev formidlet. Truppen var ikke i tvivl om målet og ambitionerne var klarer hos alle spillerene. Efter et forår som rækkens klart bedste hold med 8 sejre og 3 uafgjorte, kunne drengene juble i forløsning over at målsætningen var opnået og endda på førstepladsen. Med denne førsteplads, havde de kun lige nået at lande efter fejringen og festlighederne, inden de skulle i kamp igen. Semifinalen ude mod BK Friheden. Her viste drengene igen koldblodighed og iver efter succes, med en sikker 3-1 sejr. Michael Schou fik også lige en bemærkning fra modstanderens træner, "I spiller dælme godt fodbold". Dette blev også videreformidlet til spillerne, som det helt store tema for finalen. "Vi er her fordi vi har fortjent det, og vi spiller god fodbold.". Med ild i øjnene og fødderne, gik drengene på banen kl. 12:00 på Kalvøen og klokken ca. 14:00, kunne den endelige jubel begynde. De havde kørt Benløse over med 3-0 i finalen. Der var stor glæde, sang og smil hos alle på FIK siden, og festen varede til hvad vi antager blev langt ud på natten. Fra alle os i FIK, skal der lyde et STORT TILLYKKE til alle i og omkring senior 2, med det enormt flotte resultat. Vi er sikre på at næste sæson bliver ligeså sjov at følge.

bottom of page